Imellem den tyske Østersøkyst og indhavet Saaler Bodden ligger den attraktive ferieby Ahrenshoop, som i det 20. århundrede var hjemsted for flere kunstnerkolonier.
Den selvejende institution Kunstmuseum Ahrenshoop, som råder over en stor samling værker og breve fra disse kunstnere, udskrev i 2008 en indbudt arkitektkonkurrence om et forsknings- og formidlingscenter for denne samling. Man havde til formålet erhvervet en flot beliggende grund på grænsen mellem Ahrenshoop og det åbne land.
I Fogh & Følners forslag blev udstillingsrummene placeret omkring et glasoverdækket centralrum med trappeforbindelse til en samlingssal i kælderniveau og med café og restaurant vendt mod aftensol og udsigt i vest.
Udstillingssalene blev udstyret med markante ovenlysskakte, som med udvendig beklædning af hvidglaserede klinker gav bygningsanlægget et markant tagprofil og udstillingsrummene et blødt reflekteret dagslys.
Fogh & Følners forslag blev tildelt 2. præmie.